Rune Kampe vinder sin 11. DM titel

For 11. gang blev det Rune Kampe der løb med titlen som Danmarksmester. Han fik dog kamp til stregen af Daniel Kandi.

I påsken blev der afholdt DM i snooker på Frederiksberg i Copenhagen Pool & Snooker House. 32 havde tilmeldt sig DM i elite, og samtidig blev der også afholdt U21 DM og kvinde DM. Med de mange borde til rådighed i Copenhagen Pool & Snooker House kunne vi afprøve et nyt format så vi kunne få så mange snookerkampe som muligt. Samtlige 32 spillere var med i indledende runde som blev afviklet torsdag og fredag i 4 8-mands puljer. De fire bedste fra hver pulje gik videre til finalerunden som blev afviklet i enkelt knock-out lørdag og søndag.

alle puljer

Resultatet af puljerne.

Et af højdepunkterne fra indledende runde var den blot 12-årige Gustav Kjær Raffenberg der lavede et flot break på 65 i sin kamp mod Willy Mikaelsen.

Til trods for det nye format var der ingen overraskelser blandt de fire sidste: Rune Kampe, Daniel Kandi, Allan Norvark og Danny Eriksen fik alle spillet sig i semfinalerne.

finalerunde

Klik for flere detaljer (PDF).

Det blev Rune Kampe og Daniel Kandi der mødtes i finalen. Dette udviklede sig til en meget spændende finale, og den gik fortjent ud i afgørende frame. Begge spillere leverede safe-spil af høj kvalitet, og det var tydeligt at mærke at begge spillere var pressede og ikke turde tage store chancer. Efter lang tids safe-spil på gul lykkedes det Rune Kampe at få fremprovokeret en fejl fra Daniel Kandi, og Rune Kampe kunne flot rydde farverne og tage titlen som Danmarksmester for 11. gang.

Vi var så heldige at få den legendariske snookerkommentator Henrik Kaj Hansen til at kommentere kampen, som blev vist live her på snooker.dk. Hele kampen kan ses, med kommentatorspor, på youtube:

I U21 DM var det favoritten Kasper Larsen der mødte talentet Gustav Kjær Raffenberg i finalen. Denne kamp tog Kasper på rutinen og kunne med en sejr på 2-0 tage titlen som U21 Danmarksmester. Tredjepladsen gik til Casper Suaning Jørgensen.

Kvindernes DM finale stod imellem Tam Dan Thach og Lise Larsen. Her var det Tam Dan Thach der trak det længste strå og vandt finalen 2-0.

medaljer

Samtlige medaljetagere ved DM.